søndag den 29. september 2013

Hvem var jeg?

Hvem var jeg, før jeg mødte mig?
For jeg blev mig - i dette liv.

Jeg har opdaget min egen evne til at dykke dybt ned i min sjæl.
Så dybt, at det er som om 'denne verden' forsvinder.
Den bliver sløret og forsvinder.

Første gang, skræmte det mig,
om det var at jeg 'rejste' ind i min sjæl,
eller om det var fordi jeg 'mistet' kontrollen over nu-tiden ved jeg ikke.
Men jeg valgte hurtigt at vende om og komme 'tilbage' i mig selv igen.

Næste gang turde jeg at gå dybere og fik fornemmelsen af at havne i et 'tidligere' liv.
Jeg var i mig - men et andet sted, en anden tid.

Nu, når jeg prøver at beskrive det, er det lidt svært at sætte ord på, men jeg prøver.

Jeg kigger ned af mig selv og ser jeg har gammeldags tøj på. En kjole. En pæn kjole. Men 'gammel' - som de kjoler jeg har set man bar i middelalderen. Det dufter anderledes. Men mest af alt bliver jeg overrasket over at mærke mine følelser, jeg mærker at jeg er dybt ked af det, at jeg føler mig forladt og enormt sviget, skuffet.

Hvordan kan jeg mærke de følelser - de følelser jeg en gang har haft, de føles så ægte.

Jeg står og kigger ud, ser en mand der rider på en hest -væk fra mig. Og hører at jeg hvisker.'Far, hvordan kan du forlade mig? Hvordan kan du gøre dette mod mig? Far, du sagde du elsker mig og at jeg var lige så god som mine brødre, hvorfor holder du ikke dit ord?'
Jeg føler mig enormt ensom, forladt, svigtet. Og får følelsen af at alle der elsker mig, forlader mig -på et tidspunkt. Måske er jeg ikke værd at elske?
Virkelig nogen tunge følelser og jeg 'rejser' tilbage til nutiden.

Kan de følelser, de ting jeg oplever i et liv - sætte så dybe spor - at jeg kan mærke dem i senere liv. Min fornemmelse og intuition siger ja.

Selvfølgelig bliver jeg nødt til at grave dybere i 'mig' - finde ud af mere hvad der er sket. Jeg prøver flere gange, havner 'andre' steder. Det går lang tid, så lykkes det for mig igen.

Jeg finder mig selv igen, i den gamle tid. Denne gang, er jeg mere rolig og jeg taler med en jeg ikke kan se. Jeg hører mig selv fortælle at jeg er datter af en rig handelsmand (eller lignede) og jeg får fornemmelsen af at dette er i Italien og på 12-1300 tallet. Mit største ønske er at få lov til at lære at læse og skrive, og drive forretning som min far. Dette er totalt uacceptabelt, både i vor familie og i det samfund jeg åbenbart kommer fra. Jeg har åbenbart en høj grad af stædighed og vil stort set ikke gøre som man 'bør'. Nemlig blive gift med en mand min familie har valgt. Min far ønsket ikke at gifte mig væk mod min vilje. Men kunne heller ikke beholde mig hjemme, da han så ville tabe for meget ansigt ovenfor resten af byen og sine forretningsforbindelser. Derfor er jeg nu i kloster, forladt at min far/min familie. Og min skæbne er, at være der til jeg dør.

Jeg kan mærke sorgen i mit hjerte. Sorgen over at blive forladt at min far - som jeg elsker. Sorgen over at jeg ikke må vælge min egen skæbne -mit eget liv.


Jeg vælger at 'forlade' mig der. Sidder tankefuld, tilbage i nutiden og prøver at forstå fortiden.
Det giver et eller andet sted mening. Mine forventninger til andre, mine forventninger til at de der elsker mig - de forlader mig. Et eller andet sted, har jeg forventet at mennesker jeg elsker, forlader mig. Jeg græder lidt over min 'gamle' skæbne.

Jeg filosoferer rigtigt meget over min oplevelse og kommer frem til at grunden til at jeg er så heldig at jeg får lov til at opleve dette. Det er fordi jeg nu får lov til, at forenes med fortiden -forenes med og acceptere min tidligere skæbne. Således jeg kan gøre mig fri - således at jeg igen tør elske. Elske uden frygten for at blive forladt. Den frygt der gør det så svært at elske.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar