Nogen blogs er længere undervejs end andre, denne har lagt og ventet så længe.
Jeg har startet, stoppet, ændret, slettet, startet om igen. Nu prøver jeg så igen. Prøver at skrive det som det er, men det er svært at få ordrene ned på den rette måde. Hvorfor er det så svært, at få ordene ned.....
Så efter meget om og men og om igen, starter jeg bare midt i det hele.... håber det giver mening.
Et øjeblik i mit liv....som jeg oplever det. Bare en måde at prøve at sætte ord på - for mig.
Nogen gange vælger jeg at opsøge steder, jeg med mine evner ved at vil påvirke mig.
Det er som om det trækker i mig at jeg SKAL besøge disse steder.
Det stærkeste oplevelser jeg har haft har været i forbindelse med koncentrationslejre.
For nogen få år siden besøgte vi en koncentrationslejr i Polen.
Jeg var forberedt på at det kunne blive hårdt, men blev alligevel overrasket på flere områder.
Mine tre piger på 16, 11 og 6 år var med, tre piger der normalt er glade og sprudlende af liv.
Mine piger ved godt deres mor fanger mere end man med det blotte øje kan se.
"Jeg kan lugte det, lugten er ikke til at tage fejl af. Duften af frygt. Jeg kan mærke følelsen, følelsen og erkendelsen af at dette er endestationen. Jeg er totalt stivnet, luften er for mig tyk af frygt, gas, fortvivlede mennesker. Jeg ryster mit hoved lidt, kommer lidt til nu-tid, bare for igen at mærke det hele vælte ind over mig. Min hånd bliver taget og jeg bliver ført ud, jeg har åbne øjne -men ser ikke NU-tiden. KUN DA-tiden."
Mine piger og jeg er taget på udflugt til Auchwich/Birkenau, som en del af vor ferie. Vi (mine piger og jeg) er i det første gaskammer tyskerne lavet under 2. verdenskrig. Oplevelserne fra 2. verdenskrig og gaskammeret vælter ind over mig. Det er hårdt, det er slemt, det tærer på mig.
Bagefter ryster jeg, jeg græder indeni og tårene triller ned over kinderne. Jeg er der, men mentalt gennemtæsket.
